Operation Styr på Skraldet

En vejledning til beboerne

November 2006

I gårdlauget arbejder vi hele tiden på at få en mere levende og indbydende gård, som vi alle sammen kan nyde. Et af indsatsområderne er vores affald.

Vi er over 200 familieenheder i vores gård, som hver dag producerer en masse affald – og vi er så heldige at have en affaldsordning, der tager sig af langt det meste. Du kan selv være med til at gøre vores gård til et dejligt sted at være ved at følge et par ganske enkle tips, når du skal af med dit affald. Nøgleordet er sortering i følgende kategorier:

 

ALMINDELIGT AFFALD OG ALT SMÅT BRÆNDBART

Hvad?
Det betyder altså også gammelt køkkengrej, træstolen, skuffen fra kommoden, kortere brædder, træplader, tøj, nips mv.– dvs. næsten alt fra dit hjem, så længe det kan være i de almindelige containere med lukket låg, og ikke hører til en af de øvrige specifikke kategorier.

Hvor?
De almindelige containere, hvor du smider dit køkkenaffald.

PAP OG KARTON

Hvad?
Flyttekasser, papemballage og bølgepap. Flamingo, bobleplast og andre stumper, der ikke er af pap skal fjernes først. Husk ingen fedtede pizzabakker – de skal til almindeligt affald.

Hvor?
Skal i papcontainerne – sørg for at klappe det sammen, så der kan være mest muligt.

PAPIR, AVISER OG BØGER

Hvad?
Kuverter, papir, aviser, blade, (telefon)bøger mv.

Hvor?
Særlige papircontainere.

RESTER AF MALING OG GIFTIGE VÆSKER

Hvor?
Stilles ved det aflåste giftskab, hvorefter vores gårdmand og R98 vil sørge for bortskaffelsen.

BYGGEAFFALD

Hvad?
Renoverer du din lejlighed og river fx køkken ned eller fjerner gulv.

Hvor?
Skal du selv køre væk (find den lokale genbrugsplads her: www.miljoe.kk.dk). Gården har desværre ikke kapacitet til at bortskaffe det under den aftale, vi har med R98, og vi har ikke plads til det i det lille storskraldsrum, som skal betjene os alle.

STORSKRALD

Hvad?
Kasseret indbo, som er for stort til de almindelige containere, og hårde hvidevarer, som køleskab, komfur mv.
Gamle kasser fra loftet eller sække med gammelt tøj og Anders And-blade er ikke automatisk storskrald, men skal fyldes i de almindelige containere.
æ
Hvor?
En tommelfingerregel er, at hvis dit skrald kan være i de almindelige containere med lukket låg, er det ikke storskrald, men almindeligt skrald, som sorteres efter kategori.

ELEKTRONIK

Hvad?
Alt med ledning, batteri eller solceller, fx radio, tv, pc, printer, krøllejern, lamper mv.

Hvor?
Mindre ting lægges i den særlige elektronik-container.
Større ting stilles samlet i storskraldsrummet.

 

Hvis containeren tættest på dig er fuld, må du meget gerne gå et par meter længere, hvor der næsten altid er en tom container – så slipper vi for ekstraregninger.

Vi håber, at dette kan hjælpe os alle sammen til at få bedre styr på affaldet!

Med venlig hilsen

/Bestyrelsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *